Årstidernes gang i kroppen handler om at forbinde kroppens fysik og følelser med den energetiske rytme, der er i de forskellige årstider. At forstå, at vi nogle gange bliver påvirket af naturens rytmer og ikke mindst er mere sårbare i de radikale skift, der sker i naturen.
Sensommers Element
Ifølge Traditionel Kinesisk Medicin er hver årstid forbundet til et af de 5 elementer: Ild, Jord, Metal, Vand og Træ. Hvert element er forbundet med et medianpar, og man er mere "følsom" i elementet og medianparrets respektive årstid. Sensommerens element er JORD, som ligger i perioden mellem sommer og efterår. Vejret og temperaturen er afgørende for, hvornår perioden starter og stopper, men generelt siger man, at Sensommeren cirka ligger i perioden fra 15. august til 15. oktober.
Naturens forvandling
Sensommeren betegner skiftet fra sommer til efterår, en forvandlingsfase, hvor både marker, buske og træer høstes for deres frugter, før naturen for alvor begynder at pakke ned og gå i hi. Efter en varm sommer fyldt med lys og udfoldelse videregives sommerens overflod til høsten. Frugter og bær hænger tungt og trækker træernes grene til jorden, og jorden bugner af afgrøder, der skal samles ind. Det er fugtigt og varmt på samme tid, og der skabes en følelse af indian summer. Farverne i naturen er så småt begyndt at blive gule.
Energien lige nu
Sensommeren repræsenterer JORD-elementet, som handler om forvandling og reflektion. Gennem sommeren har vi mærket den udadvendte yangenergi, men med forvandlingen til efteråret skal vi nu langsomt begynde at vende os indad og hen imod vinterens yinenergi. Sensommeren lægger op til, at vi giver os tid til at mærke skiftet i naturen, at slappe af og modtage de gaver, som vi har arbejdet henimod i det indeværende år. Energien lægger op til jordforbindelse og en følelse af centering, og ligesom i naturen tvinger årstiden os til at mærke efter, reflektere over året, høste "vores frugter" og gøre høsten op.
Sensommerens Medianpar
Hvert Element indeholder 2 medianer, en yin og en yang median. Afhængig af hvor god balance der er i vores medianer, vil de reagere på vejrmæssige skift i naturen. De respektive medianer, som hører til årstidens element, vil være mere sårbare i den pågældende periode, hvis de ikke er i balance. Det mærker vi ofte som forskellige former for følelsesmæssige, fysiske og mentale reaktioner/symptomer. Omvendt, hvis vi har en sund og rask krop med balance i vores medianer, vil vi ikke mærke noget til disse overgange mellem årstiderne.
Sensommerens organer er mave og miltmedianen, som er forbundet med følelserne bekymring og eftertænksomhed.
Miltmedian:
- Balance: Trofast, ser muligheder, er optimistisk og har tillid til livet.
- Ubalance: Skygge af sig selv, overanalyserer, bekymrer sig, oplever stædighed, er dogmatisk og har dårlig koncentration.
Mavemedianen:
- Balance: Empatisk, følelsesmæssigt tilfreds og føler sig næret.
- Ubalance: Humørsvingninger, nervøsitet, skeptisk, angst og eksplosiv adfærd.
Jo mere ubalance der er på en median, jo kraftigere vil reaktionen blive i den periode. Medianen er ligesom mere "følsom" i sin respektive årstid.
Find din Indre Ro i Sensommeren
I sensommeren handler det altså om at tage sig tid. Tid til indre ro, jordforbindelse og grounding. Tid til at lade de indre og ydre forvandlinger ske og tid til reflektion. En god måde at afkoble fra hverdagens stress er at opholde sig i et roligt miljø og gerne tænde stearinlys. Det er også godt at søge ud i naturen. Naturen grounder og afbalancerer og er helt ideel til at fordøje tanker og nulstille sindet. September er helt ideel til at tage på sanketure og høste alverdens frugter og bær: vilde brombær, blåbær, tyttebær, æbler, pærer, blommer eller svampe.
Naturen skaber Balance
På den måde formår vores krop og sind at pleje og justere alle følelser i løbet af et år. Hvis en følelse er undertrykt, fortrængt eller traumatiseret, vil enten perioden, hvor den er opstået, eller årstiden, som den repræsenterer, bringe følelsen op til overfladen.
Det er smukt, hvordan vi er dybere forbundet og mere afhængig af naturen, end vi forestiller os. Hvordan naturen har mulighed for at gøre os opmærksomme på eventuelle ubalancer og derved virke healende i sin energi.